Pressen skrev om Pinholt El-installationer ApS

Familievirksomheden Pinholt El-installationer fejrede den 27. marts 2013 75 års jubilæum. Se udklip fra avisen her.

Læs her, hvad Folkebladet Lemvig og Lokalavisen skrev om Pinholt El-installationer i anledning af vores jubilærum og navneskifte den. 1. august 2011.

 

Jeg er nok lidt af et snakkehoved

Elektrikeren i Klinkby har heddet Pinholt siden 1938, og 1. august kan den nuværende ejer Claus Pinholt fejre jubilæum.

Jubilæum: Pinholt El-installationer er det nye navn på installationsforretningen i Klinkby, hvor historien går helt tilbage til 1938. Her blev virksomheden etableret som et enkeltmandsfirma af Find Pinholt. Hans søn Niels Chr. Pinholt blev optaget som kompagnon i 1969 og overtog som eneejer virksomheden i 1981. Tredie generation er Claus Pinholt, der kom med i firmaet i et glidende generationsskifte, som startede i 2003. I 2007 overtog Claus Pinholt virksomheden.

»Jeg kom som barn meget i farfars forretning. Jeg ville være elektriker og installatør, men det er ikke noget, jeg er blevet presset til at mine forældre. Det var bare meget spændende«, fortæller Claus Pinholt, der kom i lære 1. august 1986 i faderens virksomhed. Her har han været siden – bortset fra halvandet år, hvor han gik på installatørskole i Hadsten.

»El-branchen er en spændende branche, hvor der hver dag er nye udfordringer, nye projekter og opgaver. Samtidig kan jeg godt li’ at møde kunderne, og det er vist rigtig nok, at jeg kan være lidt af et »snakkehoved«. Der er mange historier, der skal fortælles. Kendskabet til lokalområdet er vigtigt«, mener Claus Pinholt.

 

Erfarne medarbejdere

Pinholt El-installationer beskæftiger ti medarbejdere, og flere har været i virksomheden lige så lang tid, som indehaveren.

»Det er nogle utroligt dygtige, ansvarsfulde og stabile folk, som hver især råder over en række kompetencer, der tilsammen gør virksomheden i stand til at løse enhver opgave – stor som lille. Endvidere er vi på 25. år en del af TS-gruppen med tilsammen over 600 ansatte. I dette landsdækkende samarbejde kan vi trække på endnu mere ekspertise, men det er stadig den lokalforankrede virksomhed, der står for udførelsen af opgaverne. Det er vigtigt at pointere«, fastslår Claus Pinholt.

 

Klinkby-virksomheden har altid haft flair for at give sig i kast med nye udfordringer.

»Vi er vel lidt nysgerrige og vil gerne være en aktiv del af udviklingen i branchen. Et godt eksempel er alternativ energi og energibesparelser. Her har vi siden slutningen af 70’erne interesseret os for mulige alternative energikilder som varmepumper og solceller i samarbejde med en række partnere. I dag er det et stort aktiv for virksomheden, og det kan vi takke min far for«, pointerer Claus Pinholt.

 

Næste generation

Claus Pinholt driver i dag familievirksomheden sammen med fru Käthe, der passer butik og telefoner sammen med en kontorhjælp, der står for al bogføring.

Parret har tre børn – Mikkel på 18, Maria på 16 og Palle på 12. Fjerde generation er nu på vej ind i firmaet.

»Mikkel har afsluttet et år på teknisk skole, og han starter 1. august som lærling i virksomheden. På samme måde som mine forældre har jeg ikke presset ham til det, men sagt, at det drejer sig om at gøre, hvad man brænder for. Det er nøgleordet for os, for ellers kan man ikke være selvstændig. Det er mere end livsstil, for i princippet er vi til rådighed døgnet rundt og alle ugens dage. Vi har selv valgt denne livsform, og det har vi det rigtig godt med«, understreger Claus Pinholt.

Hvert år i september bliver det dog til to ugers ferie – og sådan er det også i år.